Du har mulighed for at tage ophold i greenHauz, hvis du har en
forretningsidé og har brug for tid til at udvikle den, inden du
tager skridtet som iværksætter. Et ophold i greenHauz varer normalt
op til 6 måneder. Denne periode kan dog udvides med yderligere 6
måneder efter en omhyggelig evaluering af status og planer for
projektet.
Under dit ophold vil du få mulighed for at modne din idé,
modtage relevant rådgivning og støtte inden for specifikke tekniske
områder samt udvikle strategier for dit fremtidige arbejde med
ideen. Desuden vil du igennem kurser, seminarer og faglige netværk
m.v. udbygge din faglige viden og skabe værdifulde kontakter til
potentielle samarbejdspartnere. Ved afslutningen af dit ophold vil
vi evaluere dine muligheder og planer for ideens udvikling samt de
ressourcer, det vil tage at føre den succesfuldt ud i livet.
I greenHauz kan du få adgang til følgende:
- Kontorplads i instituttets bygning, adgang til
laboratoriefaciliteter, biblioteker, databaser osv.
- Teknologisk coaching. Som regel afsætter vi 40 timers
teknologisk coaching over en seksmåneders periode til
beboere i greenHauz.
- Tilknytning til de relevante forskningsgrupper og mulighed for
at deltage i gruppeaktiviteter så som forskningsseminarer.
- Forretningsmæssig coaching ved en erfaren forretningsekspert.
Som regel afsætter vi 30 timers forretningsmæssig coaching over en
seksmåneders periode til beboere i greenHauz.
- Tekniske kurser med relevans for udvikling af forretningsideen,
f.eks. ph.d.-kurser eller kurser fra andre fagprogrammer ved
universitetet.
- Kurser specifikt rettet mod iværksættere udbudt af
universitetets centrale iværksætterrådgivning SEA (Supporting
Entrepreneurship at Aalborg University). Kurserne kan f.eks.
omhandle intellektuelle rettigheder, patentering,
forretningsplanlægning, kommunikation eller marketing.
- Tværfaglige aktiviteter i samarbejde med SEA - for eksempel
netværksaktivieteter, kurser og arrangementer på tværs af
universitetets fagområder samt mere sociale aktiviteter.
Studerende
Er du studerende ved Institut for Datalogi kan et ophold i
greenHauz kombineres med dine nuværende studier. Du vil helt eller
delvist kunne integrere dit iværksætterprojekt i dine almindelige
studieprojekter, og du får mulighed for at modtage både faglig og
forretningsmæssig vejledning i forbindelse med studieprojekter, der
rummer en forretningsidé.